Guldbryllup i Gejlå

Af Ditte Vennits Nielsen
Bodil og Hermann Beuschau, Gejlå, kan lørdag den 22. juli fejre guldbryllup.
Den store dag fejres med morgensang, højtidelighed i Holbøl Kirke og efterfølgende middag på Den gamle Kro i Gråsten. De glæder sig meget til at fejre dagen med deres 3 børn og resten af de 65 gæster.
Hermann er født og opvokset på “Gejlå Gård”, som har været i familiens eje i over 100 år. Hermann overtog gården efter sin far, som mente, at det var den vej, Hermann skulle gå, og sådan blev det.
Bodil er fra Felstedskov ved Aabenraa, og de to mødte hinanden til et bal på Mørcks kro i Kliplev.
Bodil læste på børnehaveseminariet i Aabenraa, og da de blev gift og flyttede ind på Gejlå Gård fik Bodil job i Kruså Børnehave, hvor hun var indtil det andet barn blev født. Herefter valgte hun at blive landmandskone.
Hermann var i en årrække i repræsentantskabet og bestyrelsen for Grænseegnens Mejeri, som var det tidligere Bov Mejeri, hvilket var hans store lidenskab, mens Bodil sad i bestyrelsen for Vis Herreds Husholdningsforening.
Parrets søn Martin har overtaget Gejlå Gård, mens de selv bor i aftægten lige ved siden af.
Hermann hjælper stadig til og går gerne på jagt med den 2-årige labrador Ronja.Bodil spiller petanque i Fårhus, dyrker vandgymnastik om vinteren, og ellers passer de sammen den meget flotte have og cykler en hel del.
Da parret for år tilbage gik på aftægt, tog de for første gang på en længere ferie. De kørte i bil gennem Sverige, Norge og op til Finland, hvor de besøgte grænsen til Rusland.
Herefter tog de “hurtigruten” tilbage til Bergen og efter 14 dage var de hjemme igen. Det var temmelig grænseoverskridende dengang, men nu har de fået smag for rejser og har bl.a. besøgt New Zealand og Afrika flere gange. Den næste tur er planlagt til at skulle gå til Sydamerika. 

Det er 50 år siden Bodil og Hermann Beuschau sagde ja til hinanden, og det fejrer de med en stor fest. Foto Ditte Vennits Nielsen