Brauring gik 800 km på Caminoen

//Brauring gik 800 km på Caminoen
Brauring gik 800 km på Caminoen 2017-05-17T12:05:56+00:00

Artikeldetaljer

Brauring gik 800 km på Caminoen

Af Signe Svane Kryger
19-årige Christine Jessen tog benene på nakken og begav sig ud på Caminoen, den 800 km lange rute, der starter i Frankrig og går tværs over det nordlige Spanien.
Da Christine Jessen afsluttede sin gymnasiale uddannelse på statsskolen i Sønderborg, valgte hun et anderledes sabbatår. Efter studentertiden havde hun et ophold i forsvaret, hvor hun tog beslutningen om at gå på pilgrimsruten.
Anderledes valg
”Det var en lidt vild beslutning og et meget anderledes valg end så mange andre. Det var som om, at min rejse allerede begyndte, da jeg tog beslutningen”, fortæller Christine Jessen.
Hun begyndte pilgrimsrejsen i starten af april og gik i 25 dage, hvor hun mødte mennesker fra nær og fjern i mange aldre – alle med samme mål. Rejsen startede i Frankrig, og hun fortsatte hen over Pyrenæerne og endte rejsen i Santiago de Compostela, hvor hun fik et certifikat for sin målrettede indsats.
Hård start
”Da jeg var ovre Pyrenæerne, var jeg så øm i benene, at jeg græd mig igennem halvdelen af vejen næste dag. Selv om det var hårdt synes jeg alligevel, at en pilgrimsrejse er for alle. Ikke alle kan gå den tur, jeg gik, men mange kan vandre som pilgrim.
Mange ting går stærkt i verden i dag, og det var utroligt meditativt og fedt at tømme hovedet og komme ned i tempo”, siger hun glad.
Efter hjemkomsten er hun flyttet til Skødstrup, nord for Aarhus, og hun har søgt ind på teologistudiet på Aarhus Universitet.
God rejse
”Det var en interessant rejse, og det er noget, jeg er meget glad for, at jeg har gjort. Jeg har skuffende nok fundet ud af, at man ikke når til nogen spirituel åbenbaring, men det var virkelig fedt, og det kan varmt anbefales alligevel”, fortæller Christine Jessen smilende. 

Christine Jessen gik 800 km på Caminoen på 25 dage.