Blikkenslager fejrer 50 års jubilæum

Af Signe Svane Kryger
Stig Bach-Hansen, født og opvokset i Gråsten, har arbejdet hos Gråsten VVS siden 1. juli 1967 og kan i år fejre 50 års jubilæum.
Blikkenslager Stig Bach-Hansen har aldrig fortrudt sit valg af erhverv.
I 9. klasse kom han i praktik hos firmaet, som gennem årene har skiftet navn. Efter to ugers praktik fik han at vide, at han kunne starte den 1. juli – og så var valget af karriere truffet.

Elsker sit arbejde

”Jeg elsker mit arbejde, fordi jeg kan komme ud og snakke med folk. Der er ikke én dag, hvor jeg har en dårlig dag, for når jeg er på arbejde, så har jeg en god dag”, fortæller han om sit arbejde
Siden den første dag på arbejdet har Gråsten Slot været en stor del af hans arbejdsliv, hvilket han godt kan lide. Han har repareret og klargjort slottet til de kongelige i mange år.
Derudover kommer han stadig hos en stor del af de kunder, som han har kendt siden sin karrierestart.

Fortsætter sit arbejde

Efter mange år hos samme firma kan man nærmest kalde ham for fast inventar, og han har ikke planer om at stoppe som blikkenslager foreløbig.
”Når jeg er 70 år, kan vi snakke om, hvornår jeg skal stoppe. Men jeg holder af mit arbejde, og jeg vil gerne fortsætte mange år endnu”, fortæller Stig Bach-Hansen smilende. 
For Stig Bach-Hansen har arbejdet på Gråsten Slot været en stor del af hans arbejdsliv.


Foto Signe Svane Kryger